Ældre italiensfarere fra dengang, den ganske verden endnu røg cigaretter, kan sikkert huske landets små hvide tændstikæsker med en buste af Minerva på. Indeni var der plads til lige at notere noget kort, såsom en smuk kvindes telefonnummer eller en strøtanke værd at huske. Denne æske gav navn til de små klummer, som forfatteren, professoren og filosoffen Umberto Eco siden 1985 skrev i avisen L’Espresso. Det fortsatte han faktisk med næsten lige indtil sin død af bugspytkirtelkræft i en alder af 85 år i 2016.
Mange af hans Maggi-terninger af spøjs viden og syrlige indfald er allerede samlet i diverse antologier. Om hvordan man rejser med en laks eller kunsten at genkende en pornofilm. Og her er så de sidste af slagsen posthumt udgivet, ’Chronicles of a Liquid Society’, krøniker om et flydende samfund. At alt flyder, har den klassisk uddannede Eco både fra gamle Heraklit og nutidens Zygmunt Bauman. For Eco skyldes det alt for flydende i disse tider først og fremmest populistiske fusentaster såsom landsmanden Berlusconi og amerikaneren Trump. Som postmoderne neorationalist er latineren Eco imidlertid ukuelig optimist og mener ikke som tyskeren Schiller, at selv mod dumhed kæmper guderne forgæves. Alle disse perler på et par sider i denne sidste samling er således trodsige opråb om at se positivt på tingene, selv når tågen er tæt, stupiditeten tyk.
