En af de gange Bertel Haarder var undervisningsminister, ville han med vold og magt samt Tors hammer smide oldtidskundskab ud af gymnasiet. Påvirket af, at broderen Andreas Haarder just var kommet ud med en afhandling om det angelsaksiske oldtidsdigt ’Beowulf’, fandt han det underligt, at ungdommen skulle undervises i klassisk mytestof, ikke i deres eget nordiske. Nu kan man jo sige, at en ung hjerne vel har plads til både Zeus og Odin. Og alt andet lige er det græsk-romerske stofområde international verdenskultur, mens det nordiske er knap så globalt udfoldet med hensyn til motivkreds og tematik. Men som Midgårdsormen bider sig selv i halen, således også Homers krigersamfund og sagaverdenens vikinger. Væsentligste forskel er kristendommens indtræden.
Det er således mere end oplagt, at det er Keld Zeruneith, den lærde forfatter bag det inciterende, men også provokerende værk ’Træhesten’ om sammenhængen mellem Odysseus og Sokrates, som med iver og ildhu har kastet sig over heltekvadet om ’Beowulf’ og sagnkredsens omegn. Det er der kommet en rigtig god bog ud af. Inciterende interessant og vedvarende fængslende fremlægning af en af verdenslitteraturens første anmærkninger om Danmark.
