Jeg mødte Verner i petroleumsbutikken i Jægersborggade i 1980. Det var lige efter jul, og det var hundekoldt i de små toværelseslejligheder. Han lignede en blanding af julemanden og Karl Marx med sit store skæg, var vel omkring de 65, gik ikke så godt og var tilsyneladende ved at fortælle en god historie til de andre i køen. Det var noget med at savne ’fornuftigt selskab’, og at han nu ville sætte plakater op, hvor han efterlyste samtalepartnere med fælles interesser.
Det endte med, at vi faldt i snak. Jeg boede i nr. 51, han boede i nr. 56, og snart sad jeg i hans lejlighed. Det viste sig, at Verner A. G. Andersen, der var folkepensionist og »derfor dømt til at være mindrebemidlet«, var gadens mest kendte forfatter og filosof m. m. og indehaver af et stort bibliotek. Den lille hybel rummede over to tusinde bøger. Han havde været mælkemand på mejeriet Solbjerg, var ufaglært og autodidakt i alt, hvad han kunne.
