I virkeligheden ville den flotteste anmeldelse af Louis-Ferdinand Célines ’Breve fra Vestre Fængsel’ være: en kollage.
En kollage af sætninger: Forfatterens rablende granatagtige sætninger; en kollage af gudbenådet stilistik og djævelsk selvbedrag, af forfølgelsesvanvid, antisemitisme og sublime møgfald mod alt og alle og ikke mindst Danmark, dette opknappede lorteland fyldt af »skummetmælk og røgede sild«, hvor han af vanvare var kommet til at søge ly efter et sidste ridt op gennem det nedbombede Nordeuropa på flugt fra det hjemlige retsopgør.






