Bogen med titlen ’Paleoart’ er kæmpestor, og det har en nærliggende grund. For dens emne er kæmpestore dyr: dinosaurer ikke mindst. De er så store, at de mere end én gang har skræmt et biografpublikum fra vid og sans. Og måske kan de også give et læsende publikum et godt gys. Det kunne godt være en af hensigterne med denne udgivelse, ud over – naturligvis – at fortælle fortidsdyrenes kunsthistorie. For sådan en historie har de i kraft af alle de gange, de er blevet afbildet – mere eller mindre fantasifuldt – gennem mere end halvandet hundrede år.
Titlen ’Paleoart’ skal ikke forveksles med udtrykket ’paleolitic art’, som betyder kunst fra den ældste stenalder. For mens den sidste kunst – hulemalerierne – er op mod tyve tusinde år gammel, rækker den første kun tilbage til ca. år 1830. Før denne debut kendte man ikke rigtig til de dyr, som umuligt kunne have gjort Adam og Eva selskab i Paradisets Have. Der var også engang, hvor man troede, at verden blev skabt 23. oktober 4004 før Kristi. Tidspunktet på dagen kunne diskuteres. Det var enten klokken ni om morgenen eller klokken seks om aftenen, afhængig af den beregningsmodel, man anvendte!
