0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ida Holmegaard: »Der hersker en forestilling om, at når man er ung, så skal man frem i verden og præstere. Men hvor skal vi hen?«

Ida Holmegaard er nomineret til Politikens Litteraturpris for romanen 'Graceland'. Her guider hun til sit eget forfatterskab.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ida Holmegaard. Født 1990. Dimitteret fra Forfatterskolen i 2013. Debuterede i 2015 med romanen ’Emma Emma’. Sidste år udkom ’Graceland’.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg har altid skrevet. Dagbøger og også andre former for tekster. Men før jeg kunne begynde at skrive noget, der kunne blive til et færdigt værk, følte jeg, at jeg var nødt til at finde en form, som kunne rumme det stof, jeg gerne ville arbejde med.

På Forfatterskolen var jeg mest optaget af at skrive digte, men mod slutningen af min tid dér begyndte jeg at læse nogle af mine store digteridolers prosabøger og romaner, blandt andre Sylvia Plath, Morti Vizki og Inger Christensen. Der opdagede jeg, at romanformen kan være enormt smidig og rummelig, at den også kan være billedsprogsbåret eller have en eller anden form for særsprog. Det var, som om et kæmpestort rum åbnede sig. Jeg blev totalt forelsket i romangenren.

Tag nu for eksempel Sylvia Plaths ’Glasklokken’. Den handler om den unge kvinde Esther, der har fået et sommerstipendiat og er taget til New York, men bliver meget skuffet over det hele. Der er ingen af de kvinderoller, hun præsenteres for, som hun overhovedet passer ind i. I anslaget hører vi, hvor sindssygt varmt der er i byen, og hvordan hun ikke kan lade være med at tænke på et ægtepar, som er blevet henrettet i den elektriske stol, dømt for at være russiske spioner. Der er en sammenskrivning af det elektriske stød, som peger frem i romanen, hvor hun selv får elektrochok, og den varme, brændende by.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce