»Det går for Jørgen Rygende«, hedder en af David Rousings tekster i denne samling af sorgmuntre, selvironiske monologer. Netop Jørgen Ryg var det jo, der engang spurgte: »Hvorfor fanden skal det være så surt, alt sammen?«. Der er ingen grund til ikke at tro på, at det må være surt at være David Rousing, når han præsenteres sådan: »En midaldrende mand, som midtvejskrisen har kløvet som en økse, så splinterne af hans liv nu ligger tilbage som disse 20 tekstmyriader ...«.
Nu kender jeg ikke David Rousing, men han er også skuespiller, klummeskribent og dramatiker og har, godt nok for nogle år siden, været langtidskæreste med så lækker en dame som skuespilleren Maibritt Saerens. Så helt surt har hans liv altså ikke været. Altid. Men: Rousing er nu løbet ind i en midtvejskrise. Rousing har så skrevet de der 20 tekster på den fornemmelse, og det har givet ham anledning til at tage fat på begrebet ’en bog’: Hvorfor skal det være så surt? Hvorfor skal en bog absolut være på 250 matte papirsider på 140 gange 220 mm og trykt hos Narayana Press, 8300 Odder, og pakket ind i stift bind?
