Arkitekten Alajus Madzar sejler hver 14. dag med hjuldamperen ’Carolina’ ned ad Donau fra Budapest til sin fødeby Mohács, nær grænsen til Kroatien. Vi er i 1939, sommeren før Anden Verdenskrigs udbrud. Damperens hjulskovle hvirvler stubbe og stammer og kadavere og ådsler i forskellige grader af opløsning op fra strømmen.
Fra rælingen ser Madzar pludselig en gullig skinnende genstand glide op af vandet. Er det en kvinde i en kort rød jakke eller en træstamme? Nej, det røde skal forestille et lændeklæde, svøbt om en korsfæstet kristusfigur. Et primitivt trækrucifiks fra en landsbykirke danser på bølgerne, inden de begraver det i dybet igen. Strømmen skovler ragelse op til overfladen og lader det forsvinde igen i det mudder og slam, i det bræk og galde, hvorfra det kom.
