Da jeg studerede medicin og havde om lægevidenskabens historie, var fortællingen, at det var banebrydende medicinske fremskridt som opdagelsen af antibiotika og indførelse af hygiejne, der havde æren for den stigende levealder, bedre livskvalitet og faldende sygelighed i befolkningen. Senere, da jeg skiftede til folkesundhedsvidenskab, der siden 1999 har været et selvstændigt fag på Københavns Universitet, lærte vi, at det var de store folkesundhedsvidenskabelige tiltag som rent drikkevand og bedre ernæring, der nedbragte den overordnede sygelighed og dødelighed.

Læser man professor emeritus Lars Iversens fem fortællinger om forebyggelse, tegner der sig imidlertid, og heldigvis, et endnu mere kompliceret billede.