Arkitekten og jeg plejer ikke at gå i kirke. Men arkitekten har tegnet en kirke. Den ville jeg gerne se, og langfredag forekom mig passende, fordi jeg de seneste år har haft et mellemværende med manden på korset. Med den dybt mærkværdige idé om en lidende, kødelig, dødelig Gud. Jeg tror på den som en idé, ikke et historisk faktum, men at den idé har gjort sin entré i verden, er for mig lige så forundringsværdigt, som hvis Gud havde gjort det.

»Det er ikke rigtigt langfredagsvejr«, sagde præsten, næsten beklagende, da han hilste os velkommen, og det havde han ret i, for solen skinnede over den glitrende fjord, hvis farver kirken spejler med sit isgrønne glasfiber og sine bølger af dueblå stole.