Han var en fremtrædende og visionær juraprofessor ved Københavns Universitet fra 1935 og 20 år frem, blev derefter Danmarks første ombudsmand frem til sin pensionering i 1971 og er på grund af sin enorme produktion af lærde bøger og artikler samt debatindlæg i aviser og foredrag m.v. blevet kaldt sin generations juridiske samvittighed.

Desuden var han som jøde under besættelsen nødt til at fortrække til Stockholm og en kort periode London, og efter krigen var han engageret i retsopgøret. Han og hans kone var desuden kendte ansigter i det offentlige, herunder selskabelige liv, og venner af kongehuset.