En af de bøger, jeg er gladest for at have fået anbefalet de senere år, er ’Ecodeviance’, skrevet af den amerikanske digter CAConrad, en overvægtig mand i halvtredserne med malede negle og krystaller hængende om halsen, der indrammes af hans lange lokker, som han efter sigende ikke har klippet siden 3-års dagen for den amerikanske invasion af Irak i 2003, dvs. siden 2006. Med sit androgyne og queer udseende ligner Conrad ikke folk, som de er flest. Det gør hans poesi heller ikke.
’Ecodeviance’– med den utrolige undertitel ’(Soma)tics for the Future Wilderness’ –tager udgangspunkt i en række flippede ritualer, som Conrad har gennemført og derefter skrevet digte på baggrund af. Ritualerne kan for eksempel lyde sådan her:
»Find en plante, et træ, et eller andet levende ikke-menneskeligt væsen, som du ønsker at kommunikere med. For mit vedkommende var det et gigantisk platantræ, et træ jeg har kendt i årevis. Jeg rensede min kvartskrystal ved i nattens løb at lade den hvile på et lavt leje af havsalt. Jeg rørte træet med min venstre hånd, mens jeg talte ind i krystallen i min højre hånd«. Og så fremdeles.