Jeg pendlede lidt febrilsk mellem to forskellige temperamenter, da jeg læste Olga Ravns mystiske og morsomme sci-fi-roman ’De ansatte’.
Det ene ville – med de forudsætninger, jeg nu engang har som menneske i 2018 – oversætte dens dystopi, dens fremtid til noget, der giver mening i dag. På den måde bliver jeg som læser indsat – eller, ja, ansat i et univers, jeg ikke har nogen naturlig plads eller funktion i.
Og på den måde bliver jeg en del af det problem, der findes i romanen, der består af 102 vidneudsagn – en slags MUS-samtaler – fra en fjern fremtid, der i bogens logik også allerede er fortid, og som fortæller om en mystisk ekspedition til planeten Nyopdagelsen. Denne henvendende form er ikke bare rettet mod udvalget, der overvåger og udspørger de ansatte, den konfronterer også en læser, der både findes og ikke findes.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
