»Lea skrev til mig og spurgte, om jeg ville skrive noget til hendes kommende soloudstilling. Jeg kendte til Leas kunst i forvejen og var begejstret for den, så jeg svarede ja med det samme. Vi mødtes flere gange, blandt andet i Leas atelier, og vi udvekslede hele tiden fotos, artikler, værker, bøger og film, og i begyndelsen sendte Lea mig skitser til udstillingen. Der var bare helt intuitivt en utrolig god kemi imellem os«.
»Jeg var meget optaget af Nasa på det tidspunkt, og der var lige blevet udvalgt nye astronauter til organisationen. Jeg havde siddet og fulgt med i sådan et stort presseevent, hvor de nye astronauter blev præsenteret. De stod der i deres blå Nasa-kedeldragter og gav sådan nogle små interviews. Og så fik jeg den idé, at min fiktion skulle opbygges af korte interviews, eller MUS-samtaler, med de ansatte på det her sted, som så senere fik navnet Det Sekstusinde Skib. De ansatte taler til et ’jer’, som både er deres arbejdsgivere og os, læserne. Jeg var selv lidt i tvivl om ideen, men Lea var bare sådan, ja, det skal det være!«.
