»Lea skrev til mig og spurgte, om jeg ville skrive noget til hendes kommende soloudstilling. Jeg kendte til Leas kunst i forvejen og var begejstret for den, så jeg svarede ja med det samme. Vi mødtes flere gange, blandt andet i Leas atelier, og vi udvekslede hele tiden fotos, artikler, værker, bøger og film, og i begyndelsen sendte Lea mig skitser til udstillingen. Der var bare helt intuitivt en utrolig god kemi imellem os«.
»Jeg var meget optaget af Nasa på det tidspunkt, og der var lige blevet udvalgt nye astronauter til organisationen. Jeg havde siddet og fulgt med i sådan et stort presseevent, hvor de nye astronauter blev præsenteret. De stod der i deres blå Nasa-kedeldragter og gav sådan nogle små interviews. Og så fik jeg den idé, at min fiktion skulle opbygges af korte interviews, eller MUS-samtaler, med de ansatte på det her sted, som så senere fik navnet Det Sekstusinde Skib. De ansatte taler til et ’jer’, som både er deres arbejdsgivere og os, læserne. Jeg var selv lidt i tvivl om ideen, men Lea var bare sådan, ja, det skal det være!«.
»Jeg skrev de første fem tekster, efter jeg havde været på besøg i Leas atelier, hvor vi havde snakket om sci-fi-film og Ursula K. Le Guins bøger, og jeg havde set og rørt ved nogle af marmorgenstandene. Lea talte om, at universet i udstillingen skulle være sådan lidt ’Rumrejsen år 2001’ møder Alexander Wang-flagship store i New York, og jeg tænkte okay, Iget it! Og så reagerede Lea enormt stærkt på de her første tekster. Det gav mig jo blod på tanden«.
»Det forhold, vi mennesker kan have til materialer og genstande, altså ting, vi normalt anser for at være døde, interesserer mig meget. Og det ville jeg gerne udfordre i min skrift. Der var utrolig mange sammenfald mellem Leas univers og mit eget indre skriverum. I begyndelsen var det meningen, at jeg skulle skrive cirka 15 sider i alt, for jeg havde kun en måned til at skrive teksterne. Men så skrev jeg 100 sider. Det åbnede noget helt vildt op for mig. Jeg var simpelthen det, man på godt gammeldags dansk kalder for inspireret«.
»Jeg er altid optaget af skrive noget taktilt frem, noget stofligt og sanseligt. Jeg kan godt lide en tekst, hvor man får noget i munden, når man læser den. En smag, eller noget vådt. Når Lea talte om sine skulpturer og genstande som levende for hende, så kunne jeg genkende det. Jeg tror, jeg har haft det på samme måde altid«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
