John hed en mand. Med denne sagaknaphed indledes et af kapitlerne her om pensionisten John, der bor på 8. i Bellahøjhusene, men efter Veras død daglig tilbringer en del timer på værtshuset 6’eren på indre Nørrebro, til sine to midaldrende børns utilslørede bekymring og utilfredshed.
Men snakken med barens andre stamgæster – Aften-Ulf og Hjørdis og Mogens, en belæst mand, der både ved, at Elvis var mørkeræd, og hvad ’homotosis’ betyder – giver tryghed for John, der ellers efterhånden har det som et enligt træ, der »mangler en skov«. Så mange nære eller bare jævnaldrende er døde, og »de unge har overtaget verden« i »nynarcissisternes rige«.
Dialogerne mellem mændene, der drikker sig kloge på 6’eren og citerer både Shakespeare og den gamle film ’Soldaten og Jenny’, og de glimtvise møder med et par muntre kvinder – en tyskfødt svigerdatter og den ugentlige rengøringshjælp – er livgivende perfekt aflyttet nutid, opfattet gennem et gemyt med blikket mest vendt mod fortiden. Især den på 1950’ernes og 60’ernes Nørrebro, den sorte firkant mellem Kapelvej, Griffenfeldsgade og Rantzausgade.
Denne kropsnære rundtur fører sågar ind omkring værtshuset Valdemar Atterdag, hvor jeg selv fik nogle omgange i min og Johns ungdom i 1960’erne.
Besværlig selvrefleksion
Johns mest fortrolige ven er Ole, som han besøger jævnligt. De to er enige om det meste, for velsoignerede diskrete Ole siger aldrig noget i sin rullestol på plejehjemmet. Han har mistet talens brug.
Mere udfordrende er møderne med Hrafn, en underbo – eller snarere en underbevidsthedsbo – hvis navn og hjemstavn vækker Johns sværmeri for eventuelle islandske forfædre, men også lokker ham ud i besværlig selvrefleksion.
Forbandede manddomJohn er vist lidt beslægtet med en mand, der hed Roald, som også mere vendte sig indad i Torben Munksgaards foruroligende livsnære novelleroman ’I virkeligheden’ fra 2014. John er ligefrem begyndt at nedfælde sine tanker i en notesbog, hvis prosalyriske brokker skyder sig ind mellem handling og scener i hans liv:
»Højsommerdagene stråler giftigt hvidt mellem flammende brændevinsdrømme, fjernsynet sender genudsendelser fra en besindig tid. Jeg er selv en genudsendelse. Folk kender mit næste skridt, forudsigelig som en gammel film bestiller jeg endnu en øl«.
Fælles om en ensomhed
At en forfatter på 43 ikke alene kan ramme pensionistlivets vrisne udfald, men også skrive så indlevet om dets udsigtsløshed og hjemløshed i en irriterende rastløs nutid, er i sig selv en smuk demonstration af en af litteraturens kerneværdier: Som læsere bliver vi her fælles om en ensomhed, vi ellers i sagens natur må leve med hver for sig.
Men der findes ingen »ensomhed så stor som at have mistet den, hun ikke var«!
Det må John indse, da han omsider bryder med rutinerne og rejser til Island for at finde det tredje barn, efternøleren John, der vendte familien ryggen som ganske ung.
Den gamle søger den fortabte søn, men finder mere, end han ønskede.
Hans livs fortælling må skrives om, og da er det, John støttet til sin stok »indleder et alderdomsoprør«, som der står på bagsiden. »Jeg skal op på barrikaderne, gider du give mig en hånd?«.
Men det oprør skal man nu slet ikke forvente sig nær så meget af, som forlagets lancering lægger op til. Faktisk synes jeg snarere, at det punkterer al den livskraft på trods, som Johns saga ellers er en hyldest til.
fortsæt med at læse
