Der er to historier i Knud Romer Jørgensens nye roman. Den ene er historien om Knud fra Falster, der bliver evighedsstudent og siden reklamemand i København. Den anden er historien om hans ’magiske ven’ og idealjeg M, der vokser op i Istanbul og Teheran, hans far er CIA-spion, hans mor er russisk krigsflygtning.
M introduceres et stykke inde i romanen, og derefter veksler kapitlerne om Knuds liv med kapitlerne om M’s. Lad mig sige det med det samme: Kapitlerne om Knud har jeg læst med fornøjelse og interesse, kapitlerne om M har jeg pligtskyldigt pløjet mig igennem, mens jeg bare ventede på at komme tilbage til Knud-sporet igen.
Historien om M kommer aldrig rigtig til at leve. Den er øjensynlig bygget på en grundig research; stednavne og historiske personer og begivenheder lires af for at forsikre os om, at vi virkelig er i Istanbul i og Teheran i sidste århundreds sidste årtier, men vi får aldrig rigtig fornemmelsen af at være der, vi får aldrig rigtig fornemmelsen af, at M er en person.
Symptomatisk er det, at det bliver ved med at virke mærkeligt, når der står Mor og Far om M’s forældre i stedet for ’hans Mor’ og ’hans Far’.
