Synet og vennen’ begynder i det øjeblik, hvor fortællingens jeg vågner til en ny virkelighed, i hvilken vennen Florian er død. Selv om fortællingens afsæt er opvågnen, føles den mest som en flimrende drøm: Årsagsforklaringer forsvinder, og umiddelbare sammenhænge evaporerer, mens en strøm af indviklede sandheder og forbindelser væver under det hele.
Og død eller ej er Florian den røde tråd i alt. Gjessings tekst rummer en smuk skildring af Florians rolle blandt vennerne:
