På bogens forside ser vi et sort-hvidt billede af en smilende familie i en sofa. Far med pibe, to vandkæmmede drengebørn og en pige med fin, hvid krave. Mor har sat håret, men mere interessant er den pakke cigaretter, der ligger på sofabordet foran hende.
»Det er mine bedsteforældre, og det var meget moderne, at kvinder røg cigaretter dengang«, forklarer Helga Flatland, der er i Danmark, i anledning af at hendes seneste roman udkommer på dansk. ’En moderne familie’ handler om en nutidig norsk familie, men kunne lige så godt handle om en dansk, næsten da, bliver vi enige om.





