Der står en hjort i et skovbryn og filosoferer over det at være hjort. Den vil så gerne ses, er »klar til blikke, til skud«, men dens opgave er jo ligesom at gemme sig i skoven, at være usynlig det meste af tiden. »Åh, tænk om jeg kunne have været et rådyr, en elg«.

Hjorten taler ikke kun på egne, men på hele novellesamlingens vegne. For så vidt som det at blive set ikke kun handler om at rage op og stikke af, men om at blive forstået, anerkendt som den, man nu er. Eller om længslen efter at være en anden.