Det er et af dansk kunsts mest dramatiske malerier: den udslidte landarbejder, der er faldet om på en stenet mark, og kvinden, der skriger på hjælp. Men om nogen hører hende, er et åbent spørgsmål, for H.A. Brendekilde, der malede ‘Udslidt’ i 1889, lader omgivelserne fremstå øde og trøstesløse.
Til gengæld er der ingen tvivl om, hvor Brendekildes sympati ligger. Hans Andersen var nemlig født på landet, nærmere bestemt i den fynske landsby Brændekilde, som han tog navn efter.





