Paul Reeves er indehaver af sit eget enmandsadvokatfirma med speciale i indvandrerproblemer. Bor mondænt på Manhattan, men ejer også et mindre hus i Brooklyn. Hans nabo er den smukke ærkeamerikanske blondine Jennifer, som er gift med en persisk adonis, rigmand og spekulant. Tilsyneladende lykkeligt, men da Paul tager Jennifer med til auktion med netop de gamle kort, han samler så manisk på, sker der ting og sager. En gammel flamme fra fortiden melder sin ankomst, elitesoldat fra Texas og veteran fra krigen i Afghanistan. En romance springer op med store og voldsomme konsekvenser. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, men kan forblive knivskarp og spids som den dolk, vor soldat altid har på sig.
Oven på de mange nordiske og mørke krimier om politi og tyve i skandinaviske sovebyer og omegn er det en lise at læse Colin Harrisons både rå og raffinerede, sexede og sædeskildrende thriller ’Kortsamleren’. Om liv og død, svig og svigt i de bedre kredse i New York. Harrison er ved siden af Michael Connelly og James Ellroy en af de bedste amerikanske krimiforfattere for tiden. Men hvor de to nævnte mestendels skildrer Californiens søde og knap så søde liv, er Harrison i sit absolutte es i det elegante kortspil og kabale på østkysten i det mondæne liv i verdens stadigvæk mest toneangivende, salonfæhige og moderigtige metropol.






