Opgør.  Forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg vil gerne udfordre  billedet af kønsroller i deres nye bog,  ’De ustraffede’.  Foto: Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Opgør. Forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg vil gerne udfordre billedet af kønsroller i deres nye bog, ’De ustraffede’. Foto: Emma Sejersen

Bøger

Ny dansk krimi lader kvinderne begå vold, voldtægt, hævn og drab

Med krimien 'De ustraffede' om mænd, der ikke straffes for overgreb på kvinder, vil forfatterne Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro trænge ind bag voldtægtsstatistikken.

Bøger
FOR ABONNENTER

Er det politiet? Jeg vil gerne anmelde en voldtægt«.

»Nå«.

Sådan lyder det ikke, nej, men sådan er der hvert år kvinder, der oplever, at det lyder. Især når krænkeren er kæresten, kollegaen eller kammeraten, er det op ad bakke med at få skylden placeret, og det er på den baggrund, forfatter- og ægteparret Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro nu udgiver en krimi, der med deres egne ord skriver sig direkte ind i #MeToo-debatten. Og for den sags skyld i debatten om alt for mange krimier med alt for mange lemlæstede, kvinder i offerrollen.

»Vi vil gerne gøre op med den typiske trekant«, siger Ole Tornbjerg og uddyber hurtigt: »Hvor krænkeren er mand, opdageren er mand, og offeret er sart kvinde«.

Og det kan man roligt sige, at parret har gjort. I deres nye krimiroman, ’De ustraffede’, har flere af mændene ganske vist tilbage i deres fortid banket og voldtaget kvinder. Men mændene er ikke blevet retsforfulgt eller dømt, og romanen tager fat, hvor kvinderne hævner sig: De ustraffede mænd bliver nu selv ofre, og der udvises ingen nåde.

Ole Tornbjerg og Jeanette Øbros kvindelige hovedperson gennem snart 6 krimier, opdageren og kriminalpsykologen Katrine Wraa, bor på den sjællandske nordkyst nær Tisvilde, og det er her, de to forfattere stiller op til interview. De peger mod et diffust sted på stranden: Her ved kysten i et fiktivt sommerhus bor deres hovedperson. Her er hun tryg, til hun fornemmer, at hun har en stalker luskende rundt. Og her forsøger hun at samle sig, så hun kan finde de hævnende gerningskvinder. Og nej, vold, voldtægt, hævn og drab bliver ikke bedre af, at det er kvinder, der står bag, medgiver de.

»Hævn er aldrig en løsning. Men det er ikke svært at forstå, at disse kvinder føler, at deres retssikkerhed er krænket, og at de må tage sagen i egen hånd«, siger Jeanette Øbro.

Hun gennemgår tal for tal den statistik fra Det Kriminalpræventive Råd, der danner baggrund for deres roman: Rådet skønner, at 4.700 kvinder hvert år voldtages eller forsøges voldtaget. De færreste anmelder: I 2016 var der 791 kvinder, der anmeldte voldtægt eller voldtægtsforsøg. Og når man taler domme, er tallet endnu mindre: I 2015 blev omkring 50 mænd kendt skyldig.

»Der er mørketal, fordi mange ikke anmelder, men størrelsesforholdet er grotesk«, siger Jeanette Øbro.

Og jo, der er falske anmeldelser, men de er få. De får bare meget omtale. Så da hun og Ole Tornbjerg ville i gang med en kriminalroman, havde de begge lyst til at »undersøge, hvorfor så mange mænd har svært ved at trække grænser«, og hvad der skal til, for at en menneskelig trang til hævn vokser så voldsomt, at den kammer over i umenneskelig selvtægt.

Hvad er det i det maskuline følelsesudtryk, der ikke får plads, siden nogen kan føle sig så trængt?

»Vores drivkraft er en interesse for de psykologiske mekanismer, der kan få folk til at overskride grænsen«, siger Ole Tornbjerg.

»Vi vil gerne forstå, hvor de reaktioner kommer fra. Hvilken dysfunktionel barndom har man haft? Hvad kan få et menneske til at begå onde gerninger og tage et liv? Hvor er kæden hoppet af?«.

Ren ondskab

Massemordere og voldtægtsforbrydere er næsten altid mænd, men ondskab er aldrig medfødt, mener parret. Ondskab er altid menneskeskabt, og de syge reaktionsmønstre bunder i fastlåste kønsroller:

»Og det vil vi gerne undersøge: Hvad er det i det maskuline følelsesudtryk, der ikke får plads, siden nogen kan føle sig så trængt? Hvad er det omkring manderollen, der gør, at flere mænd begår vold, voldtægt og drab, og ofte mod kvinder?«.

Jeanette Øbro kredser sig ind på et svar: Drenge opdrages stadig til at være seje, de forventes stadig ikke at græde, og hvis de scorer mange piger, har de succes. Mens piger stadig opdrages til at være søde og vise følelser, og »hvis de scorer mange drenge, er de billige og skal skamme sig«.

Ole Tornbjerg uddyber:

»Hvis drengene kommer til at mangle et helt spekter af følelsesregistret, fordi de opdrages til ikke at udtrykke følelser, risikerer man, at de følelser kommer til udtryk gennem aggression«.

Og de afrunder deres forsøg på at forklare en rå statistik: Under hadet lurer selvhadet og utilstrækkeligheden, som kan slå ud i vold.

Det gængse billede af en voldtægt hedder: Enlig pige overfaldes af fremmed mand i mørk park.

Men de fleste voldtægter foregår i parforhold eller i venne- og bekendtskabskredse.

De sager har trange kår i retssalene, og det ligger endnu tungere med retsforfølgelse, hvis kvinden selv er gået med en bekendt hjem, eller hvis hun ’tillader’ en reel voldtægt i et ægteskab, fordi hun med rette kan frygte en voldelig reaktion.

»Der er en opfattelse af, at partner- og kontaktvoldtægt ikke er ’rigtig’ voldtægt. Men om et par så har haft guldbryllup og er midt i akten, har kvinden altid ret til at sige nej«, siger Jeanette Øbro.

Parrets kriminalroman er researchet og påbegyndt inden #MeToo-bølgen. Alligevel ser de begge ’De ustraffede’ som et indspark i den debat.

Men hvor er sammenhængen mellem mandlige filmproducenters overgreb og en dansk krimi om hævnende valkyrier?

»Tematikken går igen: Det handler om overgreb begået af mænd mod kvinder. Og om nogle, der tager til genmæle. I vores tilfælde tager de så hævn«, siger Ole Tornbjerg.

For nylig stod han bag to dokumentarprogrammer om misbrugte børneskuespillere fra danske 70’erfilm, som blev udarbejdet i samarbejde med Politiken og vist på TV 2.

»Jeg talte med flere af ofrene om hævnfølelse og mærkede, at den følelse er enormt stærk: Det er voldsomt for et offer at se gerningsmanden gå ustraffet rundt, og det er det, statistikken viser, at mange kvinder gør«, siger han og kalder #MeToo-bølgen »det største frisættelsesprojekt i nyere tid«.

Vores ambition er, at læseren får større indsigt i nogle af de psykologiske og samfundsmæssige mønstre, som også ligger bag de overgreb, #MeToo har handlet om

»Det er det bedste og mest frisættende, der er sket siden ungdomsoprøret. Også for mænd: Det frisætter kvinden til at fortælle om krænkelser, og det virker befriende for manden, fordi det kan være med til at bryde de gamle mønstre«.

Et rendyrket ligestillingsprojekt

#MeToo er vendt fra kvinder imod mænd, men projektet »vækker optimisme på begge køns vegne«, understreger Jeanette Øbro:

»Der er dem, der har talt om skingre toner – som det hedder, når det er kvinder, man taler om – men den slags affærdigelser skal man ikke lade sig stoppe af«.

»#MeToo er et ligestillingsprojekt i mine øjne«.

Hvor er det, I synes, at jeres kriminalroman spiller sammen med #MeToo?

»Vores ambition er, at læseren får større indsigt i nogle af de psykologiske og samfundsmæssige mønstre, som også ligger bag de overgreb, #MeToo har handlet om«, siger Ole Tornbjerg.

Og her kan en kriminalroman udgøre en form for samtidsportræt.

»En god roman kan beskrive, hvilke mekanismer der ligger bag, men krimien har derudover nogle fortællemæssige greb, der gør, at den når bredt ud. Det er vel nærmest det stærkeste dramaturgiske greb, man har: at nogen slås ihjel«.

Han nævner Truman Capotes klassiker ’Med koldt blod’ som eksempel på, hvad kriminallitteratur kan:

»Her løftes en drabssag til at blive et samfundsbillede og et psykisk portræt af gerningsmændene. Man forstår virkelig, hvad gerningsmændene kommer af, og hvordan de når derhen, hvor de slår fire mennesker ihjel, ovenikøbet for et latterligt beløb« siger Ole Tornbjerg.

»Det er det, den gode krimi kan. Vi chokeres med rette, når vi oplever en Breivik eller en ubåds-Madsen, og her kan krimien være en metafor for de hændelser og være med til at forklare, hvordan sådan en ondskab kan dukke op«.

Skal vi kunne forstå det?

»Ja. Et samfund afspejles af den kriminalitet, der foregår i det, og derfor skal vi prøve – ikke for at have ondt af en Breivik, men for at forstå hans ondskab«.

I vinter udskrev den britiske forfatter og dramatiker Bridget Lawless en pris, der præmierer spændingsromaner, hvori »ingen kvinde bliver slået, forfulgt, seksuelt udnyttet, voldtaget eller myrdet«. Tornbjerg/Øbro-parret bakker op om tanken. De vil ikke afvise, at de selv kommer til at skrive om vold mod kvinder igen, men kun, hvis det er med til at »forklare mekanismerne«, siger Jeanette Øbro.

»Når jeg ser på virkelighedens statistikker om overgreb, har jeg slet ikke lyst til at udpensle mere vold mod kvinder«.

Her kan man vel sige, at I udpensler vold mod mænd?

»Ja. Men drivkraften er at undersøge psykologien hos alle disse mænd, der begår vold eller voldtægt, og de samfundsmekanismer, der gør, at de ikke ret tit straffes for det. Det bliver kvinderne, der står tilbage med skammen, og ikke dem, der begår overgrebet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce