Han var humorist, pianist, humanist. Det kunne alt sammen mærkes i digtene. Men den inderste drivkraft i Benny Andersens poesi var hans forhold til sproget. Han legede med det. Hørte sammenhænge, vi andre overså.
Se bare på opremsningen af tidsbestemmelser i digtet ’På høje tid', som vi gengiver nedenfor. Det begynder med ’da’ ditten og ’da’ datten – så river da’et sig løs og bliver til en del af helt andre ord. Det er humoristisk og musikalsk og meget dansk dadaisme.
Vi deltog engang sammen i en frokost i et sommerhus. Det traf sig sådan, at vi begge samtidig måtte træde af på det, man kalder naturens vegne. Vi gik om bag en brændestabel, som vi begge støttede os til.
»Nu må vi håbe, der ikke falder brænde ned«, sagde Benny.
