Hvad bør være det mest opsigtsvækkende ved en kunstner: Det, han foretager sig i atelieret, eller det, han foretager sig i soveværelset (altså når han ikke sover)? Det, han laver på et lærred, eller det, han laver på et lagen?
I sin nye bog om surrealisterne virker Desmond Morris ikke, som om han er i tvivl. Hvad han heller ikke er, for var han det, ville han næppe være blevet bestsellerforfatter. Hans bog ’Den nøgne abe’ fra 1967 er solgt i over 12 millioner eksemplarer og kendes i talrige udgivelser og oversættelser.






