Der findes mange typer romaner, og så findes der – fristes jeg til at sige – norske Johan Harstads 1.066 sider lange ’Max, Mischa & Tet-offensiven’. En bog og et værk, som prøver at være næsten det hele: dannelsesroman, kunstnerroman og krigsroman – alt sammen samlet i en stort tænkt form og i et næsten uanstrengt sprog.
Hvis man skulle være i tvivl, er dette en forbløffende vidtgående bog, et monsterværk, som efter sigende skulle have været mere end 10 år undervejs. Romanen udkom i Norge i 2015 til ros over næsten hele kritikerfeltet. Og det forstår man. Harstad sammenblander bogens mange temaer (herunder kunst, krig og eksil) med en imponerende sans for både progression, persontegning og detaljerigdom. Skulle jeg fremhæve bare et enkelt kritikpunkt, er det, som om romanens armbevægelser indimellem virker for store til det stof, den vil bære; at den faktisk af og til er mere optaget af sin maksimeringskunst end af de motiver og temaer, som holder bogen sammen.
