Uha, man får en forskrækkelse midt i bogen, da lægen siger til Jesper, den unge lovende pianist: »Det er med tungt hjerte, jeg må fortælle, at du ikke kommer til at spille mere«.

Jesper spiller ’Djævelens klaver’ i et spejlspil med sin italienske lærer, Enzo Zanetti, som Jespers dejlige mor, Maj, for resten har noget kørende med. Tusind sider om Oslo i 1950’erne har Saabye Christensen foreløbig fortalt. Effekten er, at man nu har levet sig så meget ind i personerne, at det er som at være der selv. Og så er det ikke til at bære, at Jesper ikke kommer til at spille mere. Han har skadet sin hånd ved at spille håndbold.