Jeg er lidt perpleks, da jeg har læst Nicolaj Stochholms tiende digtsamling ’Udenfor pesthospitalet’. Jeg havde glemt, at der stadig findes digtere, som skriver vaskeægte digte med velordnede strofer og taktfaste linjer, som med omhu skænker hvert eneste digt en passende titel, som fortsat lader sig løfte af patos, og som vedholdende sværmer for jeget og digtningen i digtet. Det er helt utroligt, men sådan en digter er og bliver Stochholm.

’Udenfor pesthospitalet’ handler om tabet og sorgen ved at miste sin far. Digtene handler også om at genoverveje sig selv, om at gå den man var grundigt efter i sømmene.