Som ung kvinde skrev Marguerite Yourcenar (1903-1987) sig ind i verdenslitteraturen med ’Kejser Hadrians erindringer’, en 62-årig mands livserfaring. Som gammel kvinde fastholdt hun »det væsen, som jeg kalder mig« i ’Verdenslabyrinten’, som hendes tre erindringsbøger hedder til sammen. Dette væsen »kom til verden en vis mandag den 8. juni 1903 ved ottetiden om morgenen, i Bruxelles, og var barn af en franskmand, som tilhører en gammel nordfransk familie, og en belgierinde, hvis forfædre i nogle århundreder havde været bosiddende i Liège (…)«.
Fødselstidspunktet er i al sin præcision til for at narre fjenden: Marguerite Yourcenar erindrer sig i sine mémoirer helt ud over tid og sted. Hun følger og hun digter sig selv og sine slægter tilbage til romersk tid, ud i evigheden og op over dagligdagens kiv og kævl, Au dessus de la melée, som den berømte pacifistiske pamflet af Romain Rolland hedder. Hun læste teksten under Første Verdenskrig, og den blev en yndlingsbog for hende, ligesom den blev for Stefan Zweig, hvis ’Verden af i går’ har mange fælles træk med Yourcenars mémoirer, først og fremmest billedet af tiden omkring år 1900. Men ’Verdenslabyrinten’ er en større bog, stor som Marguerite Yourcenars format, der først og fremmest narrer én bestemt fjende: smålighed.
