Da den dengang 25-årige Michelle Robinson hørte, at hun skulle være praktikvejleder for en populær jurastuderende ved navn Barack Obama, var hun mest af alt lidt lunken ved tanken. Der er altid noget suspekt ved en sort mand, som alle de hvide er vilde med, skriver hun i sin biografi, der dækker hendes liv fra barndommen over studietiden, mødet med Barack og deres fælles liv samt vejen til Det Hvide Hus og ud igen. Alt sammen uden omsvøb, hudløst ærligt og fuldstændig umuligt ikke at blive revet med af. Det er for fanden en historie om et menneske, først og fremmest.
Nej, vent. Jeg bliver ramt af samme mistænksomhed som Michelle Obama, når en masse hvide mennesker er ved at falde i svime over en straight-acting, racegjort person, som i deres øjne virker ufarlig, charmerende, tilpas ’eksotisk’ til, at de – ved at omgås hende – føler sig rigtig tolerante, men ikke så ’eksotisk’, at hun fremstår truende, kontroversiel eller besværlig. Man skal jo spille sine kort rigtigt, hvis man ikke vil knuses og fortæres, fordi man insisterer på at forblive ufordøjelig, uforsonlig.
