Der er jahatten, nejhatten, og så er der sølvpapirhatten. Hvordan man opfatter Susse Wolds seneste erindringsbog, afhænger i den grad af, hvilken hat man vælger at iføre sig.

Det må jo blive jahatten, ellers er der overhovedet ingen grund til at gå i gang med at læse. Af og til dog udskiftet med den af sølvpapir som værn mod for kraftige stråler af barnlig mysticisme og hulahulafilosofi.