Da nu afdøde præsident Boris Jeltsin i august 1999 udpegede Vladimir Putin til sin efterfølger, var sidstnævnte ukendt uden for en helt snæver kreds i Kreml. Det er han mildt sagt ikke længere, og en voksende strøm af bøger analyserer ham og hans virke ned til mindste detalje.
Lige fra hans opvækst i en baggård i Leningrad, hans virke som KGB-officer i Dresden, hans rolle som økonomisk mirakelmager i Skt. Petersborg i 1990’erne og naturligvis ikke mindst som Ruslands leder de seneste 19 år.






