Det er sent på natten og frysende koldt. Jeg er gået op til Robert Nordins lille bronzeskulptur i Malmskillnadsgatan, Stockholms gamle hjemsted for prostitution. Den forestiller en lille pige, som sidder på marken og læser et digt af Gunnar Ekelöf om at være fremmed i sit eget land. Tredive meter fra mig stiger en yngre kvinde i alt for lidt tøj ind i en stor, hvid bil. Først talte kvinden med bilens fører gennem det nedrullede vindue, så satte hun sig ind, det hele tog kun få sekunder. Det er ikke forbudt at sælge sex i Sverige, men det er forbudt at købe det. Skammen er flyttet over på kunden, men risikoen er vel den samme, tænker jeg.
Hvem der samlede Cathrine de Costa op, er aldrig blevet opklaret. Og det var her i Malmskillnadsgatan, hun sidst blev set. Det var en junidag i 1984, og de første kropsdele begyndte at dukke op tre uger senere. Medierne svælgede i de uhyggelige detaljer. Man fandt aldrig hendes hoved, men Sara Stridsbergs nye roman, ’Kärlekens Antarktis’, rummer en fantasi om det: Et kvindehoved synker smukt mod bunden af et vandhul i en skov. Håret står som en faldskærm over hovedet, efter at morderen har smidt det fra sig.
Romanen rør ved mange skæbner, ikke kun de Costas. Hovedpersonen Kristina er blevet samlet op af manden, hun kalder ’Jægeren’, og de er endt ved en lille sø dybt inde i en skov. Som pigen Lo oplevede det i Stridsbergs ’Darling River’, hvor hun bliver misbrugt ved en mudret søbred, mens far Jack venter i Jaguaren, er Kristina havnet ved et skæbnesvangert vand.
»Vi var altså i skoven«. Det er romanens første sætning, og det er her, Kristinas verden går under: På den lille strandbred ved Sølvsøen, hvor hun bliver kvalt. Men ikke kun, for noget nyt fødes ind i verden: et blik og en stemme – for fra sit æteriske dødsrige bliver Kristina romanens alvidende fortæller. Den blege, benede narkoman, der solgte sin krop til ukendte mænd og døde så alene langt ude i skoven, svæver som en engel ind og ud af nutid, fortid og fremtid i Stridsbergs fortælling, mens hun lader lys og mørke smelte sammen. Det værste, der kan ske for et menneske, er netop hændt. Kristina ser sine halshvirvler, sine blodige sener, sin strube, ligge på jorden, men får også øje på en sommerfugl. Døden findes, men det gør skønheden også. Sara skriver så dårende smukt om det værste, at jeg kommer til at tænke på Nabokovs ’Lolita’, som inspirerede hende til ’Darling River’. De forbudte stunder med ’smånymfen’ omtaler Nabokovs hovedperson som ’isbjerge i paradis’. Måske Stridsbergs romantitel er vokset ud af netop den formulering?
