Hvad sker der, når løgnen og selvbedraget overtager vores tanker? Det lover pressemeddelelsen til Kim Karmarks roman ’Ækvator’ et svar på i bogen. Og det er jo også et spørgsmål, der er kommet mange store bøger ud af. Kim Karmarks bog er ikke en af dem.
»Selvbedraget er måske det mest menneskelige af alt«, citerer bogen på de første sider Karl Ove Knausgård for, og den norske forfatter ligner også forbilledet her, selv om der ikke er tale om deklareret autofiktion. Men dens maskulint bekendende og tænkende stil virker tilstræbt knausgårdsk.
Et af problemerne er, at man alt for godt forstår bogens jegfortæller, Esben, der også forstår sig selv lidt for godt. Han er taget til Afrika med sin kæreste for at komme ud af den daglige trummerum. Det går helt galt, da kæresten møder en norsk volontør, primært fordi det sætter en lavine af jalousi i gang hos Esben. En aften, efter at de har været ude at spille pool, og han kommer tilbage til hotelværelset, er hun skredet med alle sine ting. Indimellem er der flashbacks til parrets liv i kolonihavehuset hjemme i Danmark.
Som læsere tages vi helt ind i Esbens eksistentielle krise, mens han sidder ved Victoriasøen og tænker/skriver; bogen henvender sig til Katja, og denne henvendelsesform giver skriften et skær af noget, der føles mere privat end litterært – når han for eksempel reflekterer over, at det er »så frygteligt, at jeg aldrig har fået takket dig«.
Og: »…men jeg burde have grebet tingene anderledes an. Jeg var barnlig og jaloux (…) Jeg skulle have stoppet mig selv, men jeg gjorde det ikke, inderst inde ønskede jeg det ikke. En følelse af at drukne fyldte mig. Det var på én gang en lettelse og frygteligt (…) Alligevel kan jeg godt se, at jeg skulle have trøstet dig, taget om dig og sagt, at jeg godt kunne se, at jeg overreagerede, når jeg kaldte den norske volontør for amøbelæge, og at han jo bare havde advaret os, men at jeg ikke ville miste dig, og at det hele drejede sig om det, og ikke andet«.
Selv om Katja, kæresten, sådan set er til stede overalt i bogen, træder hun ikke frem som en person, man kan mærke eller se for sig. Ved en enkelt lejlighed, er det hende, der fortæller – et greb, der ikke forløses eller rigtig giver mening, da bogen jo tager sig ud som jegfortællerens projekt og ikke den litterære leg, hvor den slags eksperimenter opstår.
Selv om der kan være noget befriende over det klare og koncise i Karmarks sætninger, mangler der også noget liv og temperament – som han selv siger et sted: »Alt er efterrationaliseringer«, og det er også lidt sådan, jeg får det med bogen. Vi synker ned i alvorlig retrospektion, på bekostning af livet i scenerne og dialogen:
»Og vi vil aldrig vende hjem igen, sagde du«, »Okay…, svarede jeg«, »Hvorfor skulle vi?«, »Det er rigtigt. Hvad skal vi hjem til?«, »Lige netop«, og: »Det her føles rigtigt, sagde du«, »Ja, sådan har jeg det også, svarede jeg«.
Dialogen er simpelt hen helt død. Den føles som noget, der skal afvikles. Men også i de mere essayistiske passager kniber det med originaliteten:
»Vi går alle rundt og tror, vi har gennemskuet os selv og tror, vi ved, hvem vi selv er. Men det er løgn. Mærker jeg efter, så kan jeg nemt komme i tvivl, om jeg overhovedet har noget indeni, om jeg har et centrum, eller en kerne af en slags; måske er der ikke noget, jeg kan sige, er mig, og selv når jeg leder længe, er det umuligt for mig at finde den der fasthed, som må være min personlighed«.
Endelig savner man at være til stede i miljøet. Meget af tiden taler bogen om Afrika på måder, der føles utilsigtet generaliserende. Det er et diffust sted for Esben, det forstår man, men som læser savner man meget at komme lidt ud af hovedet på fortælleren.
fortsæt med at læse
