Forfatteren Jens Smærup Sørensen er optaget af sproget og den måde, det bruges på til at skabe fortællinger om vores liv og erindringer.
Arkivfoto: Anders Rye Skjoldjensen

Forfatteren Jens Smærup Sørensen er optaget af sproget og den måde, det bruges på til at skabe fortællinger om vores liv og erindringer.

Bøger

Politikens Litteraturpris »Jeg kunne ikke skrive to sætninger i sammenhæng, uden at de begge blev meningsløse«

Jens Smærup Sørensen elskede at dykke ned i litteraturen allerede som barn, men han måtte kæmpe sig til et sprog, der gav mening både i skrift og tale. Nu, i en alder af 72, har han mere end 30 bøger bag sig. Jens Smærup Sørensen er en af de syv indstillede til Politikens Litteraturpris.

Bøger

Hvorfor har du valgt at give bogen betegnelsen fortælling fremfor roman?

»’Jens’ begyndte som et bestillingsarbejde, da jeg sidste år skulle holde en foredragsrække på Vartov i København, hvor jeg fik til opgave at fortælle om min tid og forandringen af den verden, jeg voksede op i, til den vi nu kender. For at sikre mig at jeg ikke kom til at gentage mig selv, besluttede jeg at skrive alt ned, og det blev så til bogen ’Jens’. Jeg syntes derfor også, at genrebetegnelsen fortælling var betydeligt mere passende end roman, fordi bogen jo opstod med henblik på en mundtlig fortælling«.

Du har skrevet en del bøger, der handler om dit eget liv. Hvordan er ’Jens’ anderledes?

»I ’Jens’ gav jeg mig selv det benspænd, at alt, hvad jeg skrev, skulle være forekommet i virkeligheden, og det er et krav, jeg aldrig har opstillet i mine andre bøger. Dermed ikke sagt at ’Jens’ ikke er et fiktivt værk, for man kan aldrig fortælle en historie, uden at den bliver fiktiv, uden at man også finder på hen ad vejen. Selv historisk eller selvbiografisk litteratur er i en eller anden grad fiktiv«.

Fortællekunst og sprog spiller en stor rolle i ’Jens’, og du beskriver bl.a., hvordan du selv igennem din skolegang kæmpede med både at skrive og tale ...

»Ja, ’Jens’ er nok i høj grad en fortælling om at lære at bruge sproget. Jeg var ret tidligt i mit liv meget optaget af litteratur, og jeg forestillede mig, at jeg selv skulle være forfatter, selv om jeg virkelig kæmpede med at skrive forståeligt og korrekt. En af mine lærere sagde engang til mig, at jeg ikke kunne skrive to sætninger i sammenhæng, uden at de begge blev meningsløse. Det var jo ganske nedslående. Men jeg tænkte, at det skulle jeg nok få lært, og det gjorde jeg jo så«.

Hvornår og hvordan skete det skift, hvor sproget pludselig blev tilgængeligt for dig?

»Der skete to afgørende ting. Dels blev jeg ældre og mere moden, dels gik jeg fra at tale en jysk dialekt til at tale rigsdansk. Det var meget kort tid efter, at jeg havde lavet det meget bevidste og resolutte dialektskift, at jeg pludselig også begyndte at kunne skrive, så det kunne forstås af min dansklærer«.

For mig handler det at skrive litteratur i høj grad om at give læserne forslag til, hvordan de selv kan fortælle om deres eget liv

»Sproget har jo en afgørende betydning for den måde, vi opfatter og forstår vores omverden på. Ved at fortælle om sig selv på den måde, som alle mennesker jo gør hver eneste dag, så forholder man sig til sig selv og sit eget liv. På den måde skaber sproget, og de fortællinger sproget muliggør, vores identitet og menneskelighed, det former både, hvordan andre ser én, og hvordan man ser sig selv«.

Var der noget helt særligt, du ville læserne med bogen ’Jens’?

»Ja bestemt! For mig handler det at skrive litteratur i høj grad om at give læserne forslag til, hvordan de selv kan fortælle om deres eget liv. Fortællinger påvirker og forandrer vores opfattelse af virkeligheden. Og det er ikke mindst vores egne fortællinger, dem vi har fortalt os selv og andre om eksempelvis vores barndom og opvækst, der kan blive bindende i en sådan forstand, at de kan lukke vores erindringsrum på en måde, hvor det bliver svært at åbne igen.

Men når man læser litteratur, så tror jeg, det kan inspirere til andre måder at forstå og fortælle om sit liv, og at det kan skabe en genkendelse hos læseren, som måske kan åbne deres erindringsrum på ny. På den måde kan nogen af os få brug for litteraturen, præcis som jeg havde brug for den som ung dreng. Personligt har jeg for eksempel skrevet om min far i flere af mine bøger, men jeg synes stadigvæk, at den fortælling kunne tage sig ud på mange andre måder. Der findes ikke nogen færdig, afsluttet fortælling om, hvem han var«.

Hør Jens Smærup Sørensen læse her:

Kilde: Politiken

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden