Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Tycho Gregers/RITZAU
Foto: Tycho Gregers/RITZAU

I 2018 udgav Theis Ørntoft sin første roman 'Solar' efter tidligere at have udgivet to digtsamlinger.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kandidat til Politikens Litteraturpris Theis Ørntoft: »Jeg føler egentlig ikke, at hverken jeg eller min litteratur er særlig sortsynet«

Det er snart ti år siden, at en ung Theis Ørntoft bragede ind på den litterære scene med ’Yeahsuiten’. Siden har forfatteren været draget imod undergangen og ideen om, at intet varer evigt. End ikke den menneskelige civilisation. Theis Ørntoft er en af de syv nominerede til Politikens Litteraturpris 2018.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

’Solar’ er din første roman. Var der noget særligt, romanformatet kunne tilbyde, som du manglede i poesien?

»Den primære mulighed, romanen tilbyder, er fortællingen. Jeg oplevede i stigende grad en nærmest magnetisk tiltrækning mod fortællingen, landskaber og eventyret, hvor jeg tidligere havde oplevet den tiltrækning mod sætningen og linjen«.

»Men samtidig havde jeg også en fornemmelse af, på det tidspunkt, hvor ’Solar’ skulle til at opstå, at det var en nødvendighed at skifte format. For jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne skrive flere digte. Jeg oplevede det som en form, jeg havde udtømt muligheden i, som om det var et landskab, der ikke var mere tilbage at høste fra«.

Apropos nye landskaber, så fylder de virtuelle landskaber og rum en del i romanen, hvor hovedpersonen tilbringer virkelig mange timer med at spille PlayStation og computerspil. Hvorfor?

»Det skete helt spontant i min skriveproces, at det virtuelle rum begyndte at opstå, men i takt med at det udfoldede sig, fornemmede jeg et stort mulighedsrum. Jeg oplevede, at handling og drama var noget, der godt kunne finde sted inde i det digitale, og det var, som om det var et rum, der bød litteraturen velkommen. Det var lidt, som om min handling blev suget derind. Og det giver god mening, synes jeg, for mere og mere finder jo sted i de her virtuelle og digitale rum, så hvis litteraturen skal overleve, er den jo nok nødt til i hvert fald delvis at følge med ind i den virtuelle verden og dens dramaer«.

Hør Theis Ørntoft læse op her:

Kilde: Politiken

Var der et tidspunkt, hvor du var ved at give op på ’Solar’?

»Ja, mange gange. Ofte flere gange om dagen. Tvivlen er jo en grundpræmis, når man skriver, fordi det er en så isoleret beskæftigelse, hvor den eneste, der kan bekræfte dig i, at de valg, du træffer, fører dig den rigtige vej hen, er dig selv«.

Din litteratur er ofte blevet kaldt ’sortsynet klimalitteratur’. Hvad tænker du om den betegnelse?

»Jeg føler egentlig ikke, at hverken jeg eller min litteratur er særlig sortsynet. I så fald tænker jeg mere på det som orangesynet – lidt ligesom forsiden på ’Solar’, som også er orange. Jeg oplever det, som om vores civilisation er på vej hen imod en form for glødende smeltedigel, snarere end vi er på vej mod et sort hul. Det drejer sig ikke om, at alting forsvinder, men snarere om, at alting bliver smeltet om«.

Og hvordan relaterer det sig specifikt til fortællingen i ’Solar’?

»Fortællingen i ’Solar’ brænder nærmest op til sidst, som jeg selv ser det, og det er jo også det, der i sidste ende skal ske med vores solsystem og alt muligt andet. På den måde kan man sige, at der er en kosmisk lovmæssighed. Også kulturer skal smelte og forgå, før noget nyt kan opstå«.

»Der findes en naturlov, som hedder ’entropi’. Det betyder, at alting går imod opløsning. Det gælder for universet, og det gælder for kulturer og samfund, som jo altid på et eller andet tidspunkt brænder sammen og bliver til noget nyt. Og det gælder også for kærlighedsrelationer, der også har det med at nå et slutpunkt, hvor de brænder sammen eller smeltes om til noget andet«.

Du er langtfra den eneste forfatter, der beskæftiger sig med apokalypsen. Hvorfor er undergangsfortællinger så dominerende i litteraturen i dag?

»Jeg tror, mennesket er et væsen, der er drevet mod eventyr. Og eventyret findes altid ude i det ukendte. Det ukendte i vores tid er undergangen og sammenbruddet. Det er derfor, apokalypsen som fortælling er så fremherskende i vores tid og dens fortællinger. Der er ligesom ikke mere tilbage at udforske i samfundet, som vi kender det, og derfor er drømmene og forestillingsevnen dømt til at søge mod undergangen«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden