Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Udsnit af bogens forside.
Foto: Udsnit af bogforside

Udsnit af bogens forside.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidste års største balladebog i Tyskland er for højspændt. Det halve havde været nok

Simon Strauss har skrevet en passioneret og klichéfyldt roman, mættet af drømme om et mere vitalt og oprørsk liv.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Temperaturen var høj, da Simon Strauss’ essayistiske debutroman, ’Syv nætter’, udkom sidste år i Tyskland. Næppe nogen anden udgivelse formåede at skabe en så voldsom ballade. I den venstreliberale avis Die Zeit skrev kritikeren Florian Illies, at her var en bog, der meget vel kunne blive »romanen for den kommende generation«. I venstrefløjsavisen TAZ var man fuldkommen uenig. Her blev Strauss intet mindre anklaget for at »levere brændstof« til det nye højre.

Simon Strauss må imidlertid have vidst, hvad der ventede ham.

Som søn af landets måske mest kontroversielle nulevende forfatter, den højreorienterede Botho Strauss, har han om nogen set, hvad der skal til for at skabe splid i den tyske offentlighed.

Hans egen manifestlignende roman gør da heller ikke meget for undvige netop det: Med en sværmerisk og temmelig højspændt prosa forbinder han ungdomsromantik med den tyske traditions mørke sider, tilsyneladende helt uden at bekymre sig om, at han feticherer angsten og outsiderrollen.

Bange for knæfaldet

Det begynder ellers ret stilfærdigt, men stadig meget klistret: En sen nattetime sidder romanens 29-årige fortæller, S, lænet ind over skrivebordet. Regnen trommer på ruden, og han frygter med bankende hjerte for, hvad fremtiden vil byde ham: »Jeg kom til verden som en svækling, og mine privilegier har kun gjort mig svagere. Jeg har aldrig mærket faren på min egen krop.«

Han ved det. Snart træder han ind i 30-års alderen til et liv med kone, job og børn – med pensionsordninger, og hvad der nu ellers hører til. The horror, the horror, kunne han lige så godt sige. Ungdommen er forbi, og efter alt at vurdere er der snart ikke mere at stille op:

»Jeg er bange for kun at se tilbage på grå lige linjer. For at miste mine følelser og lade vanerne tage over. Bange for sikkerheden, knæfaldet for konventionerne. For aldrig at have råbt højt, altid været beskeden. Jeg som sidder her ved mit pænt ryddede skrivebord med stearinlys og kuglepen, klar til at skrive«.

Derfor: Som en sidste heltedåd »inden den store finale«, har S besluttet sig for at indgå en pagt med »en bekendt«, som han mødte for nylig – man kunne kalde ham djævlen – som opfordrer ham til at gennemleve og skrive om de syv dødssynder. Alt sammen for at han kan genopstå i en mere renset udgave af sig selv: »Det her er et første og sidste åndedræt«, lyder en af de sidste linjer i åbningskapitlet.


Djævlepagten – ustandselig kulturkritik

Efter dette følger syv skarpt adskilte kapitler, hvert dedikeret til en af de syv dødssynder. Og alle bliver de stort set en anledning til at kritisere samfundets pænhed, konformitet og postmoderne ironi.

I kapitlet om hovmod tænker han på at åbne et akademi, hvor »sanseligheden står i centrum«. I kapitlet om fråseri vælter hovedpersonen sig i kødspisning og raser mod det moderne samfunds moralisme. I kapitlet om dovenskab forbander han morgengymnastik og andre ritualer. Og sådan kan man blive ved.

Strauss er bevidst om sin brug af klicheer, han skammer sig aldrig over dem. Derfor er det heller ikke selverkendelse, som denne roman mangler

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Under det hele ligger en nostalgisk søgen efter noget, som er mere ærligt, vitalt og kraftfuldt end det, som det pæne liberale samfund er i stand til at frembringe. Faktisk er der nærmest ikke noget, som undslipper Strauss’ kulturkritik.

Og på de præmisser kan romanen sagtens være interessant. For eksempel når S længes efter de rigtige rum. De, som har fungeret fint »i kraft af netop deres nytteløshed og uorden.« I profitmaksimeringens tidsalder viser Strauss i glimt, hvorfor der også kan være grunde til at være reaktionær en gang imellem.

Findes der nogen ironi, nogen sprækker, som tager pynten af al den længsel mod andre tider?

Jo, lidt er der da, men det punkterer langtfra romanens overromantisering.

Strauss er bevidst om sin brug af klicheer, han skammer sig aldrig over dem. Derfor er det heller ikke selverkendelse, som denne roman mangler. Den er bare så højspændt, at det er svært ikke at tænke: Kunne det halve ikke have været nok?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden