Når ældre utopiske fremtidsromaner stadigvæk fænger ud over deres litterære kvaliteter, skyldes det en markant minimalistisk motivkreds uden udløbsdato: Aldous Huxleys ’Fagre nye verden’ fra 1932 om kapitalistisk videnskabeliggørelse af menneskets vilje og valg, George Orwells ’1984’ fra 1949 om socialistisk overvågning af de samme menneskelige vilkår.

Ud fra motivisk fællesskab, men med distinktive retningslinjer får bøgerne et effektivt efterliv, fordi de hellere serverer dystopiske efterklange end ender med en politisk løsning. Fremtiden som et uløseligt mareridt, en ideologisk hårdknude og en filosofisk udfordring.