Omkring 40.000 beundrere og venner defilerede forbi hans kiste i Dresden i 1954. Endnu flere deltog i sørgetoget fra Forum til Assistens kirkegård i København 5. juni 1954. Fagforeningsfolk, spaniensfrivillige, kommunister, socialdemokrater, højskolefolk, forfattere og anarkister. Men ingen repræsentanter for det officielle Danmark deltog i begravelsen af den sandsynligvis mest læste danske forfatter efter H.C. Andersen. Opfattelsen af Martin Andersen Nexø, der valgte den forkerte side i den kolde krig og døde i eksil i DDR, har, blandet andet derfor, i mange år været lidt mudret, hans værks litterære kvaliteter til trods. Men nu er Andersen Nexø igen på vej op.
Vi er et godt stykke inde i interviewet, da Nexøs biograf Henrik Yde giver sig til at fortælle en gammel kinesisk legende.
Stærkt forkortet handler den om en kejser, der i tilknytning til sit palads havde en meget stor og smuk have. Specielt var der ét træ i haven, som kejseren holdt utrolig meget af. Han tænkte, at han skulle have lavet et fuldstændig nøjagtigt billede af dette træ. Kejseren hidkaldte derfor en af rigets allerbedste malere og bad ham skabe et maleri af træet. Det ville maleren gerne. Han betingede sig dog, at kejseren gav ham den tid, han skulle bruge til at studere træet så grundigt, at han ville være i stand til lave et rigtig godt maleri – fuldstændig nøjagtigt, sådan som kejseren ønskede. Han ville mene, sagde maleren, at han kunne bruge et år på kost og logi i paladset.
Det bevilgede kejseren med det samme. Et år efter spurgte kejseren maleren, om han nu var klar til at lave billedet. Maleren trak på lidt det. Han kunne nu godt bruge et år til, hvis det da var i orden. Det var det vel, sagde kejseren. Året efter gentog dialogen sig. Maleren fik endnu et år. Sådan gik det ene år efter det andet: Én gang om året mødtes maleren og kejseren i haven. Hver gang fik maleren bevilget endnu et år til at studere træet og haven. 30. gang de mødtes, sagde kejseren, der nu var blevet gammel, at maleren måtte se at gå i gang med det maleri …
