Et billede af min far i hans ungdom, hvor han ligger og sover i solen under et træ, en solstråle har fundet ham der, hvor han ligger og slumrer i en brun fløjlsjakke og lidt for store sko. Lad ham sove lidt endnu, lad de første solstråler varme hans ansigt som en humlebi i rimdækket græs, som man forsøger at vække ved at puste til den. Snart begynder livet. Det vil blive et svært liv. Allerede fra begyndelsen er så meget for sent. Og når jeg ser ham nu, i skrivende stund, ser jeg, at han blot udfører en bevægelse, som har været påbegyndt lang tid før ham, og som er nedarvet gennem generationer. Det, jeg skriver, har fået mig til at tænke på tilgivelsen.
Den franske filosof Jacques Derrida er af den opfattelse, at vi ofte forveksler tilgivelsen med andre ting. Med undskyldningen, med politik, med normalitet, med økonomi. For det er kun det utilgivelige, som kan tilgives, som han skriver i sin bog om tilgivelse, ’Pardonner: l’impardonnable et l’imprescriptible’. Det lyder som en blindgyde, men i virkeligheden er det en åbning. Og det er logisk. For hvis vi kun er villige til at tilgive ’det tilgivelige’, mister tilgivelsen jo sin betydning. Tilgivelsen kan altid kun vedrøre det utilgivelige, det vil sige det uhørte, det, som sønderriver et menneske, så det aldrig kan heles igen. Derfor er tilgivelse altid det umulige, et paradoks, et vanvid og en drøm.
I romanen ’Ränderna’ gestalter Magnus Florin Derridas tanke. I et indbildt møde med sin døde mor, som, da han var barn, svømmede ind i selvmordsdøden og efterlod ham alene i verden. Nu mødes de i en legetøjsbutik.
»Burde jeg angre?«, siger moderen. »Jeg angrer ikke. Du havde det vel godt alligevel? Måske bedre, end hvis jeg havde levet. Men det føles, som om jeg burde spørge, hvorvidt du kan tilgive mig«.
