Inden sin død i 2017 havde forfatteren og dj’en Maria Gerhardt inden for få år skrevet tre stærke bøger: ’Der bor Hollywoodstjerner på vejen’, ’Amagermesteren’ og ’Transfervindue’. Gerhardt døde kort tid efter som en digter, der tydeligvis ikke var færdig, men som på en måde også fik sagt det hele.
Når man læser hendes klummer (skrevet mellem 2007 og 2016 for primært Information og Cover), ser man også digteren blive til. Mange af dem kalder på genlæsning og granskning, selv om der jo også er noget henkastet og hektisk over klummeformatet. Klummen skrives hurtigt, midt fra livet, med en deadline, til en avis. Når den flyttes over i bogen, bliver den til noget, den ikke rigtig vil være. Det er meningen, at den skal stå og flagre i strømmen, ikke at man skal læse den ene efter den anden i solid bogform.





