1. »Søren Mørch har specialiseret sig i at trænge ind i det stof, statsministre er gjort af. Han har ikke nødvendigvis ret i sine konklusioner, men han vover pelsen og er god at være uenig med. Hans ’25 statsministre’ er standardværket, og for Mørch drejer politik sig om viljen til at bruge magt. Det handler ikke om at være ’troværdig’, men om at kunne og ville bruge magt. Nyrup var således en dårlig politiker, selv om han opnåede så meget, fordi han havde en ’cand.polit.-agtig’ opfattelse af politik. Og Anker Jørgensen dumpede helt. Som sagt: Mørch er virkelig nem at blive uenig med«.
2. »Men Mørch var ikke færdig med sine statsministre. I ’Anders Fogh Rasmussen. En dansk statsminister i det 21. århundrede’ kalder han Fogh den stærkeste statsminister, Danmark nogensinde har haft, og det skyldes netop Foghs »enestående magtvilje«. Danmarks deltagelse i Irak-krigen ses som Foghs ’egen private krig’, som han fik viklet Folketinget, den danske stat og det danske samfund ind i«.
