Vi taler måske her om et af de mørkeste, mest omdiskuterede kapitler i hele den tyske litteratur: I 1914, før det første skud overhovedet er blevet affyret, udsender Thomas Mann et 14 sider langt essay med titlen ’Gedanken im Kriege’ (Tanker under krig), hvori han fejrer udbruddet af Første Verdenskrig som en »befrielse« og en »rensning«.
Det var egentlig ikke en krig, som Tyskland ønskede sig, skrev Mann, men nu, hvor den stod før døren, var hans hjerte alligevel »i flammer«. Krigen mellem Frankrig og Tyskland så han som konsekvensen af en dyb kulturel kontrast, en kamp mellem det, han betegnede som henholdsvis civilisation og kultur.
Hvis Frankrig og Voltaire stod for oplysning, fornuft og borgerlig moral, repræsenterede Frederik den Stores Tyskland soldaten, det dæmoniske, geniet, den heroiske pligtopfyldelse. Manns propagandaskrift var nok så typisk for sin tid, men ikke desto mindre førte det til bestyrtelse blandt hans kunstnervenner og udløste det, som er gået over i historien som en sand brødrekrig mellem ham og den mere liberale Heinrich Mann.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
