Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

Bøger

På litterær rejse til Venedig: Rejser man med Thomas Mann, er byen en sump, hvor hver gondol ligner en kiste

Vi må hverken flyve eller netflixe – særlig meget – af hensyn til klimaet. Til gengæld kan vi rejse helt CO2-neutralt i litteraturen. Politikens anmeldere viser vej til kendte, smukke og glemte steder.

Bøger

Venedig er to vidt forskellige byer. Den lysende, vandbårne by og gydernes dunkle. På den ene side den by, Joseph Brodsky skriver om i essayet ’Vandmærke’, hvor vandets kniplinger spejles af facaderne, og hele bybilledet kan læses som et partitur til et opløftende stykke musik. På den anden side den by, Thomas Mann skriver om i ’Døden i Venedig’, hvor den tykke tyfuståge gør det endnu sværere at finde vej i de små labyrintiske gyder, og de sorte gondoler med deres røde plysflor ligner kister.

Jeg har været i Venedig tre gange. Én gang med Thomas Mann i kufferten, én gang med Brodsky, én gang med begge. Én gang i dødens by, én gang i skønhedens, én gang i dødens og skønhedens by.

Sumpen og pragten

Når man er i Venedig med Thomas Mann, kan man ikke se byens farvepragt – facadernes farver, Tizians farver, Tintorettos farver, glasperlernes, marmorpapirets, lædervarernes farver – uden at tænke på Aschenbachs kulørte sminke. I ’Døden i Venedig’ hengiver den aldrende forfatter Gustav Aschenbach sig til sin lidenskab for den gudesmukke, unge Tadzio og dør på stranden til synet af sin unge gud, mens feberens sved får hans latterlige sminke til at krakelere.

Man kan heller ikke se en gondol, uden at den ligner en kiste, og under enhver gondolierehat spejder man efter den »brutale fysiognomi«, som Aschenbach finder hos sin uhyggelige færgemand, der selv bestemmer destinationen og besvarer hans spørgsmål om turens pris med et skæbnesvangert: »De kommer til at betale«.

I Thomas Manns Venedig er sumpnaturen hele tiden nærværende og ser ud til hvert øjeblik at kunne invadere og erodere den pragt af sten på pæle, hvormed menneskene forsøger at holde den nede og tilbage

Krejlernes by, kræmmernes by, turistfældernes by. I Thomas Manns Venedig er sumpnaturen hele tiden nærværende og ser ud til hvert øjeblik at kunne invadere og erodere den pragt af sten på pæle, hvormed menneskene forsøger at holde den nede og tilbage. Byen bliver indbegrebet af en kolossal og forgæves menneskelig anstrengelse for at besejre opløsningens kræfter med æstetisk formgivning.

Når man er i Venedig med Brodsky, sejrer skønheden. For Brodsky er byen en udveksling mellem havet og facaderne, tiden og skønheden. Havet er tiden, der slikker facaderne om fødderne, men facaderne svarer igen »med det eneste, som tiden ikke ejer, nemlig skønhed«.

Gondolerne sammenlignes med snabelsko, gyderne sammenlignes med ål, og den vejvisende venetianers duvende håndbevægelser siges at angive formen af en fisk

Brodskys ’Vandmærke’ er fuld af synsindtryk, der gennem skønne metaforer skrives stærkt frem for læserens indre øje. Om duerne på Markuspladsen hedder det, at de foretager vanvittige træk på campoens skakbræt. Om det vinterlige morgenlys hedder det, at det klimprer med sine lange stråler hen over kolonnader og facader som en skoledreng, der lader en stok løbe hen over et parkstakit. Om den, der vandrer i Venedig, hedder det, at hans krop er en undervandsbåd, der kun har til formål at bære øjets periskop. Gondolerne sammenlignes med snabelsko, gyderne sammenlignes med ål, og den vejvisende venetianers duvende håndbevægelser siges at angive formen af en fisk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hele bybilledet opsummeres virtuost med orkestret som metafor: Vandets nodeark ligger med flossede kanter i bassinerne, mens koret af bølgeskvulp synger, gondolernes violinhalse spiller med, broerne markerer takterne, og aftenstjernen brillerer med sin falset.

Adskillelsen mellem erotik og kærlighed

Sidst jeg var i Venedig, var de som sagt begge med mig, Mann og Brodsky, døden og skønheden. Ved min side var arkitekten, der sørger for at løfte mit blik fra bøgerne og se op på fladerne, formerne, linjerne, lyset. Arkitekten ville vise mig kirken på de dødes ø, San Michele; han ville vise mig, hvordan kirkens gulv løber lige ud i havet gennem den smalle døråbning, hvor kisterne kommer ind. Det var noget af det skønneste, kunne jeg høre på hans stemme. Døden forlenet med skønhed.

Inden overfarten til San Michele fandt jeg Brodsky frem og læste det afsnit højt, hvor han sejler til San Michele med nogle venner, som har en gondol. Det afsnit handler om forholdet mellem gondol og vand som et erotisk forhold. Den blide, glidende, lydløse berøring. På hjemvejen står Brodsky af ved Madonna dell’Orto-kirken for at se Bellinis Madonna med barnet. Om den lille afstand mellem jomfru Marias håndflade og Jesusbarnets fodsål skriver Brodsky, at det er lige præcis den afstand, der adskiller kærlighed fra erotik, til forskel fra gondolens og vandets helt tætte berøring. Og så bliver han alligevel i tvivl, måske er der noget erotisk ved netop den lille afstand.

De sørgelige gondolturister

Selv tog vi ikke nogen gondol, advaret af Thomas Mann, men også af Brodskys skildring af gondolturisterne: »Synet af disse affældige Romeoer og deres vakkelvorne Julier er altid sørgeligt og pinligt, for ikke at sige uhyggeligt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg forstod nu, at vi ikke per automatik skulle have afslået tiggerne, der går rundt på restauranterne og sælger roser. Vi skulle have købt en rose til Brodsky

Vi tog vandbussen, vaporettoen, der snarere klasker sig gennem vandet end glider. Det var sidst på eftermiddagen, da vi ankom til San Michele, og det viste sig, at kirkegården snart lukkede. Kirkerummet var allerede lukket. Men som sædvanlig læste jeg mig gennem verden, og på et skilt fik jeg øje på navnet: ’J. Brodsky’. Vi fulgte det og stod ved Brodskys grav. Jeg vidste ikke, at han lå begravet her. Den levende Brodskys gondolfærd til San Michele, den erotiske berøring mellem vand og fartøj blev overlejret af hans sidste færd. Brodskys grav stod fuld af langstilkede roser, røde, gule, pink. Afskårne stilke stukket enkeltvis ned i jorden. Jeg forstod nu, at vi ikke per automatik skulle have afslået tiggerne, der går rundt på restauranterne og sælger roser. Vi skulle have købt en rose til Brodsky.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden