At H.C. Andersens ’Improvisatoren’ både er en rejseroman og alligevel slet ikke er det – eller måske snarere er en kamufleret rejsebeskrivelse – oplevede jeg som en del af romanens genialitet, da jeg læste den.
Andersen skrev romanen efter sin store europarejse i 1833-34, og mens der ingen tvivl er om, at han så lyset i Italien og skriver sublimt om det – om Rom, Napoli, Pompei, Firenze og Venedig – elsker jeg mindst lige så meget romanen for dens skuffede observationer. Sådan her lyder det for eksempel, da hovedpersonen Antonio ankommer til Venedig, hvor han ser en død svane, og vandet heller ikke rigtig er blåt nok:
