Marc Hamer er muldvarpefænger. Han har igennem et langt liv levet af at fange de små tunnelgravere, der driver haveejere til vanvid med deres muldvarpeskud midt på de pæne græsplæner. At fange muldvarpe med fælder er et gammelt erhverv, der er ved at få en renæssance, i takt med at det er blevet dårlig stil bare at hælde gift i den i forvejen hårdt prøvede jord.
Med det som udgangspunkt har Marc Hamer skrevet en bog, der er glimrende i tråd med en af tidens mest frugtbare trends, nemlig bøger, der plæderer for et nyt forhold mellem menneske og natur. Bøger, der måske nok bygger på ny viden og fremstormende økologisk bevidsthed, men i høj grad gør det med afsæt i god gammel viden og indsigt i naturens væsen. Viden, der bare har været overdøvet af en forkærlighed for stordriftens krav om produktivitet og effektivitet for enhver pris, og som man indtil for nylig har vendt det døve øren til i en stadig mere urbaniseret verden.






