Mennesket adskiller sig fra dyret ved talens brug, fastslog Aristoteles. Ganske vist har dyrene også en stemme, men den bruger de ifølge Aristoteles til at udtrykke lyst og smerte med, ikke til at forklare, hvad der er gavnligt og skadeligt, retfærdigt og uretfærdigt. Hvis hesten bliver slået, vrinsker den, men den siger ikke: Det var uretfærdigt!

Men stemmen forbliver en dimension ved menneskets betydningsbærende tale, en slags overskud eller andethed i forhold til sprogets betydningsfunktion. Ikke en dyrisk stemme, der var der før sproget, men snarere et overskud, som sproget producerer.