Keiko har arbejdet 18 år i en moderne døgnåben kiosk, et altid lysende akvarium blandt nyopførte hvide kontorbygninger, og er så dybt forbundet med døgnkiosken som et barn med sin mor, en kvinde med sin elsker eller en mor med sin baby.
Fra først til sidst i romanen hører vi døgnkioskens lyde (dørklokkeklang, stregkodebip, klaprende hæle, raslende brødposer), der er som sød musik i Keikos ører. Når hun har svært ved at sove, ligger hun og tænker på »den gennemsigtige glaskasse, som altid pulserer af liv«, og kioskens lyde »kærtegner hendes trommehinder« og luller hende i søvn. »Selv når jeg var væk, var jeg tæt forbundet med døgnkiosken. Jeg så den oplyste, travle Smile Mart ved Hiiromachi Station for mit indre blik og gned hen over min højre hånd, som jeg havde lagt i skødet. Mine negle var kortklippede, så jeg lettere kunne slå beløbene ind«.
