Engang da Jonathan Franzen gav et interview om sine arbejdsmetoder, forklarede han, at det første, han gjorde, når han ankom til sin arbejdslejlighed på Manhattan, var at tape internetadgangen på sin computer til, således at han ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen skulle føle sig fristet til at gå online. For ham virkede det bedst, hvis der ikke var andre i lejligheden, og der måtte heller ikke komme andre forbi, overhovedet. Jeg ønsker i virkeligheden ingen i den lejlighed, sagde Franzen – ikke engang mig selv. Udsagnet er tankevækkende, også i en dansk kontekst, hvor forfatteren meget ofte er til stede, ikke bare i rummet, men også ret meget i teksten. Og måske også lidt for meget?
Autofiktion kan uden tvivl være fantastisk litteratur, og der er ingen grund til at forsøge at ekskludere genren som sådan, og det ville også være umuligt. Desuden, kunne man hævde, skriver forfattere jo altid ud fra et dybt personligt sted, så måske begynder alt med en slags autofiktion.
