I dagens lys har det hele engang handlet om at tyde spor. Udnytte sit kendskab til bær og rødder og dyrenes vaner og efterladenskaber. Sniffe til vinden som et væsen. Hvad bringer den med sig? Hvad fortæller skyerne og fuglenes flugt? Hvad er det raske, hvad er det syge? Trusler og løfter. Hvad kan nære, hvad mon forgifter.
Alt sammen indhøstet med sanserne til en konkret vidensbank. Om aftenen har historiefortælleren så flettet det sammen og fortolket. Næsten som en drøm gør det med den forløbne dags begiven- heder. Har kigget op på stjernerne og set ind i ilden, mens de har taget form efter tegn og undere. Og skyggeskikkelserne har danset om bålet og mindet om de gamle og deres bedrifter, der således er blevet holdt i live.
Om natten sidder den vagtsomme tilbage med ryggen mod bålets vågeblus. Stirrer ud i mørket efter tegn på fjendtlige øjne, mens han prøver at få hoved og hale på det hele. Hans egen angst og hans egne drømme hvisker med, og stjernehimlen slutter sig om hans granskende ansigt som en maske.
På en måde har digterens rolle ikke forandret sig så meget. Selvforståelsen og rammerne er nogle andre. Mildest talt. Og så alligevel ikke. Det er stadigvæk verden og vores rolle i den, vi fortolker med vores tankers spind og sansers begrænsede rækkevidde. Han eller hun er stadig den, der sidder vagtsomt med ryggen til bålet, mens jægerne og dyrene og stjernerne løber rundt og rundt bag hans øjne, og verden på en eller anden måde forhåbentlig også hænger sammen i morgen. Han virker meget bekendt. Som noget, jeg er på nippet til at kunne huske.
