Da sidste afsnit af tv-serien ’Game of Thrones’ var slut, sad der en mand i New Jersey og åndede lettet op.
Faktisk følte han sig decideret fri.
Det fortæller George R.R. Martin, forfatteren til bøgerne bag tv-serien, i et interview med The Guardian.
»At tv-serien er slut, er frisættende, for nu har jeg mit eget tempo. Jeg har gode dage, og jeg har dårlige dage, men stressen er meget mindre, selv om den stadig er der …«.
Jeg tror ikke, det var særlig godt for mig, for det, der burde have fået mig til at sætte farten op, fik mig faktisk til at arbejde langsommere
Forfatteren begyndte på bogserien ’A Song of Ice and Fire’ i 1991, og det er indtil videre blevet til fem færdiggjorte bøger ud af syv planlagte – den seneste er fra 2011.
Presset for at få skrevet de sidste bøger i serien færdig blev kun større, da HBO i 2011 lancerede en tv-serie baseret på bøgerne, én sæson for hver bog. Mens tv-serien rullede sæson efter sæson, halede den langsomt ind på George R.R. Martins nedskrevne fortælling.
»Der var et par år, hvor jeg kunne have gjort bogen (bind seks, red.) færdig, jeg kunne have holdt mig foran tv-serien i yderligere et par år, men stressen var enorm«, siger han til The Guardian.
»Jeg tror ikke, det var særlig godt for mig, for det, der burde have fået mig til at sætte farten op, fik mig faktisk til at arbejde langsommere. Hver dag satte jeg mig ned for at skrive, og selv hvis jeg havde en god dag – og en god dag for mig er 3 eller 4 sider – havde jeg det forfærdeligt, fordi jeg tænkte: Åh Gud, jeg er nødt til at gøre bogen færdig. Jeg har kun skrevet 4 sider, og jeg burde have skrevet 40«.
Tre ting var no-go
Forud for interviewet havde journalisten fra The Guardian fået at vide, at der var tre ting, forfatteren ikke ønskede at tale om. En af dem var, hvornår bog nummer 6 med titlen ’The Winds of Winter’ bliver færdig. Det andet var hans helbred – han er 70 år gammel, og på internettet spekuleres der ivrigt og ublu i, hvorvidt han overhovedet når at gøre serien færdig.
Den tredje ting, der ikke måtte spørges om, var, hvad han mener om slutningen på HBO-serien. En højst omdiskuteret finale, som i bedste fald blev rost for trods alt at få samlet alle de løse ender, mens det af Politikens anmelder blev kaldt et »fesent farvel«. Så stor var vreden over slutningen blandt fanskaren, at halvanden million mennesker skrev under og krævede, at den blev lavet om.
Slutningen, som blev skrevet af tv-seriens skabere i samråd med George R.R. Martin, er formentlig anderledes end den slutning, forfatteren har planlagt. Men han ønsker ikke at oplyse, hvorvidt han overhovedet så det sidste afsnit på tv.
»Det bør vi ikke tale om«, lyder det til journalisten fra The Guardian.
Alligevel taler han om det. Lidt. Han siger i hvert fald, at tv-seriens slutning ikke kommer til at påvirke hans egen.
»Det ændrer ikke på noget overhovedet. Som Rick Nelson siger i ’Garden Party’, en af mine yndlingssange: Du kan ikke gøre alle glade, så du er nødt til at gøre dig selv glad«.
Anmelderne spekulerer over, hvorfor han skrev den: George R.R. Martins 'Game of Thrones'-mursten slæber sig af stedSelv om bøgerne var ekstremt populære, allerede inden karaktererne blev vakt til live på HBO, har det, der kaldes verdens største tv-serie, ændret George R.R. Martins liv. Og ikke nødvendigvis til det bedre. Eksempelvis kan han ikke længere gå ind i en boghandel og kigge på bøger, uden at blive genkendt, hvilket han savner, fortæller han.
Og så ligger spørgsmålet om, hvorvidt han overhovedet bliver færdig, hele tiden lige under overfladen.
Westeros-universet er detaljerigt og indviklet, fyldt med mange karakterer, bipersoner og små afvigelser fra hovedtemaet. Sådan har det altid været med George R.R. Martin, siger han. Som barn påbegyndte han endeløse, indviklede historier, der aldrig blev skrevet færdig, fortæller han.
Den første bog i ’A Song of Ice and Fire’-serien blev publiceret i 1996. Når bind 6 med titlen ’The Winds of Winter’ engang er færdig, venter syvende og sidste bind forude. Det har fået titlen ’A Dream of Spring’.
George R.R. Martin blev interviewet forud for sin deltagelse i science fiction-messen Worldcon i Dublin.
fortsæt med at læse






